Når man pendler 10.000 km..

De seneste to år, har jeg ca. hver tredje måned taget turen fra Singapore til København, for at arbejde nogle uger, som sygeplejerske, på min gamle afdeling.

Det er langt fra den arbejdsmodel jeg havde forstillet mig, da jeg tog afsted!

Dengang, antog jeg bare, at man kunne være sygeplejerske alle steder i verden, men jeg blev klogere…

Efter +85 ansøgninger og et værre bøvl med visa og godkendelse af autorisation, så har pendler-modellen altså vundet.

For nogen lyder det måske fjollet, men det kan være sindssygt svært pludselig ikke, at have sit job at stå op til og når man ydermere pludselig står uden sin familie og vanlige omgangskreds, så kan hverdagen godt pludselig føles meget tom…

Da vi tog af sted til Singapore, var jeg ret nyuddannet sygeplejerske, med 9 måneders erfaring, hvilket heller ikke hjalp på CV’et herude – det hele føltes lidt op ad bakke og jeg synes sgu det var surt.

Og hvad gør man så? I vores tilfælde har vi skabt en hverdag, der gør, at jeg stadig kan have lidt med min professionelle passion at gøre. Til gengæld betyder det også, at vi har et semi langdistanceforhold, men det har været det hele værd.

Jeg elsker sygeplejen og synes det er så givende et job – man er så privilegeret at møde så mange forskellige mennesker og få indblik i så mange forskellige liv. Derfor var det også enormt svært for mig, at forene mig med tanken om, at skulle være hjemmegående husmor, når jeg nu endelig skulle til at starte min sygeplejekarriere.

Min afdeling på Gentofte Hospital, har været så søde at give mig to års orlov, hvilket betyder, at jeg stadig har min faste stilling, når vores eventyr i Singapore er slut. Imellem tiden har jeg dog været på afdelingen som vikar, med jævne mellemrum, hvilket har gjort, at sygeplejen ikke bliver helt gemt væk.

Selvom en vikarstilling ikke er nær det samme som mine tidligere faste 37 timer, så har det alligevel givet mig mit fix, når jeg har været alt for arbejdstrængende..

Udover at stille min arbejdshunger, så giver vikararbejdet mig også følelsen af, at der er brug for mig. Det giver mig en smule af den professionelle stolthed tilbage, den som jeg ellers vinkede farvel til, for snart to år siden.

Netop følelsen af, at vinke farvel til den anerkendelse som man tidligere fik for sin uddannelse og sit job, den følelse har givet mig en kæmpe respekt for ”expat houseviwes”

De fleste af de kvinder, har allerede stiftet familie og alligevel vælger de at støtte deres mænd og drage med ud i verden, langt fra venner, familie og deres egne karriere.

Pardon mit franske, men de kvinder har de største nosser og et kæmpe gåpåmod! De sørger for, at deres familier får den bedste start på et nyt liv, i et nyt land, som de ikke en gang selv har valgt. De sørger for at skabe et socialt netværk helt fra bunden af, og trust me, det er hårdt!

Selv når du bare er 25 og helt uden forpligtigelser, så kan det være svært at skulle ud og opsøge nye venner!

Jeg har den største respekt for de nysgerrige, loyale, modige og rummelige kvinder, som netop kaldes ”Expat housewives” og mødes med en del fordomme. De fleste er sgu ikke nogle hvidvinsdrikkende shoppedyr, med alt for meget fritid – de fleste er derimod nogle kanon seje ladies med rygrad!

Det var lidt tanker fra mig om expatlivet kontra arbejdslivet. Om små 20 timer lander Seb og jeg igen i Singa, og så er vi ikke tilbage i København før til December – det skal blive så godt at komme hjem til ’The Lion City’ igen!

Dejlig dag til alle!