Adopteret og ganske godt tilfreds..

Min adoption er ikke noget, jeg har haft de store skrubler over, hverken i løbet min barndom eller min ungdom – hvilket billedet bevidner ganske fint 😉

Mine forældre, har altid været helt åbne og naturlige omkring det faktum, at både min søster og jeg er adopteret. De har vist os billeder, udsendelser og taget os med til Indien for at give os et indtryk af den kultur, som vores biologiske ophav stammer fra.

Adoption, min adoption, har altså altid været en ganske naturlig ting og den har været i talesat siden jeg var ganske lille..

Der var nok heller ikke gået så lang tid før jeg selv havde bemærket, at vores farveskalaer ikke stemte helt over ens 😉

Men hvorfor så skrive dette indlæg, hvis alt bare er helt kanon og super naturligt? Jeg skriver indlægget fordi, at jeg i går læste et blogindlæg fra BT hvor adoption, i min optik, bliver brugt som en argumentation for at vælge æg- og sæddonation til. Dertil giver både ordvalget og formulering i blogindlægget et indtryk af, at alle adopterede har et kæmpe afsavn til deres biologiske ophav – alt i alt synes jeg i den grad, at indlægget generaliserer og stempler adopterede børn som nogle stakler. Jeg håber og tror ikke på, at det har været forfatterens hensigt – alligevel så tager hun, i min optik, en hel gruppe som indtægt og stigmatisere den meget kraftigt.

I mine øjne er alle børn en gave og alle forældre der inderligt ønsker sig børn, skal ha’ dem – om det så er på den ene eller den anden måde. Der er ikke en måde, som er mere rigtig end den anden – fokus bør i stedet ligge på al den kærlighed som barnløse forældre så gerne vil give, på hvad end måde det måtte være.

I min familie har vi håndteret spørgsmålet om hvem der er de ”rigtige” forældre på en sådan måde, at jeg har en biologisk mor og så har jeg min mor. Min biologiske mor, har båret mig, passet på mig og givet mig til et børnehjem for 24 år siden, formegentlig i håbet om, at både hun og jeg skulle få et bedre liv.

Min mor, har taget imod en anden kvindes barn – hun har passet på mig, opdraget mig, elsket mig, skældt mig ud, når nødvendigt og hun har adopteret mig som sin helt egen datter.

Det er begge to så ufatteligt seje kvinder, i min optik. Jeg er ikke et stakkels adoptivbarn, der ikke kender mit ophav, tvært imod!

Mit ophav er genetisk fra Indien, hvilket har givet mig min brune hud og mørke øjne, men mit ophav er så sandeligt også fra Falster, hvor benene er solidt plantet i jorden og du kender din nabo.

Jeg ikke blind overfor, at der findes adopterede, der ønsker viden om deres biologiske ophav, min søster er selv en af dem og hun har min fulde opbakning. Jeg er bestemt heller ikke selv afvisende overfor, at jeg en dag dykker ned i min egen baggrund, men derfra og til at blive generaliseret som nogle “ukomplette” stakler, der synes jeg, at afstanden er meget meget lang!

Med udgangspunkt i blogindlægget fra BT – så må faktum være at hvad end du er barn af en sæd- og ægdonor eller om du er adopteret, så er der mulighed for, at du vil have lyst til at undersøge dit genetiske ophav. Hvor stort behovet for denne afklaring er, det hverken kan eller skal generaliseres – det handler, efter min overbevisning, om hvilken person du er.