Hvor kommer du “rigtigt” fra?

Jeg har i den forgangne uge haft besøg af min far og søster og det har været så dejligt! Jeg elsker at vise vores hverdag herude, frem til vores gæster. Jeg elsker at vise dem Singapore og alle dets skønne områder!

Jeg ELSKER dog mest at vise til fok hvordan, at det faktisk er muligt for så mange kulturer at leve sammen i fred, på et areal der ikke er større end Bornholm!

Både min far og søster var meget positivt overrasket over alle de nationaliteter og kulturer samlet på et sted.

Ikke desto mindre, blev vi tit spurgt indtil hvordan vi var relateret til hinanden – måske det havde noget at gøre med en stor hvid mand, der kommer gående med to unge indiske piger. Haha!

Både min søster og jeg er adopteret fra Indien, men vi ligner ikke hinanden – i hvert fald ikke på ydersiden. Vores forældre kommer begge to fra Falster og er nok ca. så danske som de fås ;-).

De mange spørgsmål har i hvert fald fået mig til at tænke lidt over den diskussion, der har gået og stadig går, omkring ’danskhed’. Hvis det genetiske er ophav, er det der, i første omgang, definere danskheden, så har min søster og jeg aldrig en chance for at blive set som danskere. Hvor end mine forældre gerne ville, så er de altså ikke biologiske.

Jeg er med på, at politikkerne efterfølgende har være ude og sige, at de jo ikke mente, at det gælder adopterede. I nogens øjne er det måske blot en formuleringssag.

I min optik, ændre den udtalelse dog ikke en fløjtende fis på, at man i første omgang ikke tænker længere og mere nuanceret. Det formuleres pludselig på et så overfladisk niveau, at det også rammer mange uden for ’flygtninge og indvandrere’-debatten.

Apropos, så prøver jeg for så vidt muligt, at holde mig opdateret på nyheder derhjemme, men her på det sidste, gør det mig kun trist. Jeg synes godt nok, at der er en overflod af negative nyheder og debatten om flygtninge og indvandrere fylder enormt meget. Kløften imellem ’os og dem’ virker til, at være blevet større og jeg har, over det seneste år, selv mærket en del mere til den, når jeg har været hjemme i Danmark

Et eksempel er, da jeg ”kom til” at gå overfor rødt og blev konfronteret med at; ”det gør man altså ikke i det her land, måske der hvor du kommer fra!”. Jeg er med på, at man selvfølgelig ikke går overfor rødt, men at knytte kommentaren til mit etniske ophav, det er direkte sagen uvedkommende.

Ligeledes har jeg i en vagt oplevet, at jeg præsenteret mig; ”Hej, jeg hedder Mia og jeg er din sygeplejerske i dag”, hvorefter patienten beder om at se mit skilt og tilføjer: ”Nååe, men du hedder også Sonali, dit fornavn snyder jo”.

At folk fortæller mig, at jeg taler flot dansk, er efterhånden heller ikke noget nyt – på samme måde som når de spørg mig, hvor jeg ”rigtigt” kommer fra.

Igen nogle virkelig overfladiske opfattelser af mit ophav og hvem jeg er – dem har jeg i løbet af det sidste år, mødt nogle stykker af, hvilket jeg aldrig har prøvet før.

Jeg bliver tit, som i rigtig tit, spurgt hvor jeg kommer fra, når jeg er hjemme i København. Fred være med det – jeg ved godt, at jeg i manges øjne, ikke ligner en ’typisk dansk pige/kvinde’. I starten svarede jeg altid, at jeg var fra Falster, fordi jeg bare ikke så mig selv som københavner – nu er det ligesom gået op for mig hvad folk mener ;-). Jeg er selvfølgelig også klar over, at de fleste spørg af oprigtig og venlig interesse.

Men jeg bryder mig ikke om den anden ovennævnte form for ”interesse” – den hvor hudfarve eller religion, for den sags skyld, går i forvejen for hvordan man opfatter mig eller andre.

Hvad jeg egentlig vil med dette oplæg, er at råbe ”vagt i gevær”, overfor den tendens, jeg synes at se, hvor man bare skærer alle over en kam. Der mener jeg helt seriøst, at vi kan lære noget af Singapore, i hvert fald på det multikulturelle område.

Lige meget om du er,hvid, sort, gul, kristen, muslim, hindu, tyk eller tynd – så er vi i bund og grund bare alle sammen forskellige mennesker.

Det er måske en naiv holdning i nogens øjne, men det er dog min holdning!