Ung, expat og møg taknemlig!

Vi er netop kommet hjem til Singa efter vores tur til Japan. Turen sluttede i Tokyo, som er en af de fedeste byer, jeg endnu har besøgt! Vi er begge enige om, at vi snart skal retur.

Jeg laver et indlæg om Tokyo senere, da fokus i dette oplæg bliver et lidt andet.

Under vores tur blev jeg nemlig også ramt af en kæmpe følelse af taknemlighed.

Tag ikke fejl – jeg er generelt meget taknemlig for at være sund og rask, dejlige mennesker i mit liv og vores ‘easy living’ som udenlandsdanskere.

Men det her har været en anden form for taknemlighed – en taknemlighed over, det vores ‘udenlands eventyr’ har lært mig, som person, det seneste år.

Og hvad er så det?

• Jo – det har lært mig, at det er OK at bryde ud af andres forventinger, hvis ikke de passer til dig! I starten følte jeg ikke, at det var tilladt at være ked af det over flytningen, mest fordi alle mente, at det var en livs chance – der var på en måde en forventning om, at jeg burde være begejstret, fra starten af.

• Det har lært mig vigtigheden af, at dyrke de mennesker som også prioriterer dig! Til trods for, at jeg jævnligt er i DK, så ryger dagligdagen med dem der hjemme altså! Afstanden har i den grad vist mig, hvem de engagerede veninder/venner er, og hvem der pludselig ‘bare’ er blevet perifere relationer. En til tider sørgelig, men også sund erfaring.

• Vigtigst af det hele, så har det lært mig vigtigheden af at have sig selv med i de beslutninger man træffer, ligegyldigt hvad andre tænker. Jeg er muligvis en af de mennesker i verden som ‘pendler’ længst for stadig at holde en relation til mit job i DK. Jeg ser det ikke som besværligt, men som det bedste fra to verdener. Og det fungerer for Seb og jeg, hvilket må anses som vores succeskriterie.

Så tusind tak, Singa!

Lige nu er jeg simpelthen forelsket i tanken om at være ‘to i mod verden‘ uden andre forpligtigelser end hinanden.

Praktisk talt så er lejlighed, fuldtidsjob og forlovelse allerede krydset af, og derfor trykker jeg nu på ‘pause‘ og prøver at nyde nuet som ung udenlandsdansker. Jeg gider ikke tænke på, hvornår vi skal have børn eller hvor vi skal slå os ned og købe hus, når vi kommer hjem til Danmark.

Før vi tog afsted var mit succeskriterie at få krydset ‘den perfekte liste’ af – den der liste med ‘villa, Volvo, vovse og en super karriere‘. Det er det ikke mere..

Mit succeskriterie er, at tage ja-hatten på og tage i mod alt, hvad de næste par år har at tilbyde! Både inden- og udenfor Danmarks grænser.

Dertil vil jeg gerne lige slå et slag for, at kvinder (måske især i min alder) skal huske, at bakke hinanden op!

Det er ikke en konkurrence, om hvem der opnår det mest perfekte job, forhold eller familieliv. Vi er alle sammen forskellige, med forskellige udgangspunkter og er i sidste ende bare helt forskellige mennesker!

Hvad der er ‘perfekt’ for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden!

Min barndomsveninde og jeg ku’ ikke leve to mere forskellige liv.

Hun mødte sin mand da hun var 14 år, de har en datter på et år og har købt hus på Falster, hvor vi kommer fra. Hendes rejselyst er noget mere begrænset end min og hun er en del større fortaler for struktur og vante omgivelser. Derud over så er hun sørme også glad og tilfreds. Hun har formået at opbygge et liv, som hun elsker – jeg beundrer hende stort for hvert et skridt hun har taget.

Lige såvel, så glæder hun sig på mine vegne, når jeg sender billeder fra Singa eller en rejse. Og hun støttede mig stort da jeg valgte at rykke alt op med roden – på trods af, at det ikke kunne ligge længere fra hendes eget valg af hverdag.

Min pointe er blot, at den ene levevej er ikke mere perfekt eller rigtig end den anden – det er ikke en konkurrence!

Det blev vidst et lidt blandet indslag, men ikke desto mindre, så er det tanker jeg har haft den forgangne uge :-).