Når tankerne får frit spil..

I dag får det hele frit spil, både på godt og ondt. Mest på det gode, heldigvis..
Måske det lyder tosset og er svært at relatere til, men det er bund ærligt! So here we go ☺ ..

I sidste uge anede jeg ikke, hvor jeg var født henne, der var blot en formodning om i hvilken by.
Nu har jeg både et billede, en adresse og d. 22/12 sidder Seb og jeg i flyet, på vej imod Mumbai og Nagpur – det er ret vildt.

Men hvad betyder det så? Egentlig så afføder det ikke de helt store eksistentielle spørgsmål, hos mig..
Skal vi gribe det metaforisk an, så består min bog allerede af 25 kapitler. 24 af disse kapitler er skrevet i Danmark med den familie jeg kender og med udgangspunkt i de værdisæt, som de har givet mig. Alt dette står fast..
Hele denne proces har blot øget nysgerrigheden, efter hvad mit første kapitel indeholder – tankerne har virkelig været vidt omkring, men ikke én gang har der udspillet sig et scenarie, som kunne afføde nogle eksistentielle spørgsmål.

Dette får mig til at tænke på en artikel, som jeg læste forleden – vedkommende går ud fra teorien om, at man genfødes flere gang i løbet af et liv. En sådan genfødsel sker, når der er en hændelse med enorm kærlighed eller sandhed..
Måske er det bare det, der er sket? En genfødsel fra ’Sonali’ til ’Mia Sonali’, da jeg ankom til Danmark og fik en masse kærlighed og en sand familie – tanken er i hvert fald sød og det er en tanke, som jeg sagtens kan forene mig med.

I det hele taget kan jeg ret godt lide den idé! For hvis vi tror på, at vi genfødes hver gang der sker en hændelse med stor kærlighed eller sandhed – så tror vi vel også lidt på, at folk virkelig kan forandre sig til det bedre.

Okay, det blev måske en smule for filosofisk?

Det vil dog være løgn at påstå, at jeg ikke føler mig en smule mere forbundet til Indien, efter de store nyheder i sidste uge. Det mærker jeg især fordi, at min trang til at ”give tilbage” er vokset heftigt, over de seneste par dage.
Jeg har altid synes, at vi i Danmark er ret privilegerede, og med det, synes jeg også, at man skylder noget til dem, der ikke har samme privilegier. Den samme holdning gør sig gældende omkring min adoption.
Det skal dog ikke misforstås som en skyldfølelse, for det er det ikke!
Aldrig har jeg følt mig skyldig over at være blevet adopteret til Danmark og til er mere privilegeret liv!
Men derimod er det nok nærmere en følelse af, gæld – jeg føler, at jeg står i gæld til dem, der dengang gav mig muligheden for et bedre liv. En gæld, der kan afbetales ved at få det bedst mulige ud af dette liv, og i bedste fald give tilbage til dem, som ikke har samme muligheder.

Lidt refleksioner fra mig af, på sådan en random onsdag..
Nu vil jeg bruge resten af aftenen på, at læse i min bøg, ”Den hemmelige datter”, som pudsigt nok også handler om adoption i og fra Indien 😉

– Mia Sonali!