Knap så sød julestemning?

I dag er jeg lidt tom for ord, og alligevel føler jeg, at det er en af de vigtigste dage i mit liv hidtil..
I dag har Sebastian og jeg brugt 4 timer på hospitalet og børnehjemmet i Nagpur, og hold nu op hvor det en kæmpe øjenåbner. En øjenåbner overfor hvordan virkeligheden også ser ud og en øjenåbner overfor hvordan min virkelighed kunne have set ud.

Men hovedpersonerne i min dag, må klart siges at være de 9 små piger som vi mødte på børnehjemmet. 9 små søde, charmerende og ikke mindst glade piger – alle sammen hjemløse og nogle med mere alvorlige udfordringer, men hvor var de glade.

Vi mødte bl.a. et søskende par på 6 og 3 år. De var blevet efterladt på en togstation og den 6 årige storesøster har måtte agere mor, indtil politiet fandt dem og indleverede dem på børnehjemmet. Storesøsteren siger selv, at de ikke længere har nogen mor, og hun er bange for mænd – det er alt man ved om dem.

Dét og så deres glade og smukke smil! I alle de timer vi var der lavede hende og hendes lillesøster ikke andet end at rende rundt og lege med de andre børn og en tom spand.

Derud over har vi mødt en lille pige, som var blevet forladt på selve det hospital, som børnehjemmet er en del af, altså i selv samme bygning, hvor hun nu bor.
Pigen vejede 1,5 kg da de fandt hende og var født med et misdannet ben. I dag kravlede hun rundt og legede med søskendeparret, og selv om hun har gips på begge ben, så smilte hun over hele hovedet. Det har heldigvis lykkedes at finde et hjem til hende og om to måneder er hun på vej til sin nye familie i USA.

De nyeste beboere på børnehjemmet er to små piger, som begge blot er en måned gammel. De ligger inde i rosa malet værelse, i hver deres lille fine krybbe og svøbt i to små pubber i fine tæpper. Forstanderinden, Medha, som har arbejdet der i 26 år, forsikrer os om, at de nok skal blive bortadopteret hurtigt. Pigerne har nemlig en god chance, da de stadig er så små og ellers er raske.

Det lyder måske kanp så meget af sød julestemning, men det endte det med at blive. Hele molevitten er nemlig drevet af fonde, som de får fra private – det betyder altså, at lønnen er tæt på ikke eksisterende, men at se hvordan de seje 8 kvinder håndterede arbejdet og omgangen med børnene, det var fantastisk!
Der kan man sgu tale om julemirakel!

Jeg er ovenud taknemlig over at være blevet adopteret til Danmark, men hvis jeg i min tid, i Indien, er blevet passet af folk med bare halvt så stort et hjerte som Medha, så har jeg også været heldig i min første start på livet.

Besøget på børnehjemmet skyldes mit ønske om at finde oplysninger om min egen fortid – hvordan det endte ud, det kan du læse i næste uges klumme på ChriChri. Hvis du ikke har læst de andre klummer og kunne tænke dig at vide lidt om hvad sådan en semi voksen, adopteret kvinde går og tænker, så kan du læse med HER.

Jeg kan dog sige, at mødet i dag varede fire timer og det har vendt op og ned på alting, og jeg endte med at sidde og læse gamle håndskrevne arkiver, om mig selv!
Næste skridt er mødet i Mumbai d. 28/12, MEN FØRST juledagene!
Seb og jeg holder jul her på hotellet i morgen og mandag flyver vi til Mumbai. Det bliver noget anderledes og jeg kommer uden tvivl til at savne familien i morgen, men det var den helt rigtige beslutning at tage af sted!