Kære Singapore…

Kære Singapore!

Tiden er gået og dagen er kommet – vi har omkring 6 timer tilbage sammen, og jeg har det ca. lige så mærkeligt som første gang, jeg stod i Changi lufthavn, for to år siden ..

Jeg kan lige så tydeligt huske min første aften i Singapore! Jeg var stadig ikke helt fan af idéen, Sydøst Asien var jeg ikke særlig bekendt med og vores lejlighed havde jeg kun set på nettet – det lugtede ikke ligefrem af succes..

På samme måde, ser man pludselig nogle andre sider af sit forhold, når man pludselig står dér, langt fra alting med 80 flyttekasser og kun har hinanden. I fællesskab skal man pludselig til at finde ud af det mest basale i sit nye land, samtidig med, at man skal forsøge at opbygge en ny omgangskreds..

Det var mildest talt en mundfuld at flytte herud! Og samtidig med alle de ovennævnte omvæltninger, så følte jeg mig i starten, meget umyndiggjort. Fra den ene dag til den anden var jeg 110% afhængig af Sebastian – mit visa, vores indkomst, forsikringer og alt det der skaber ramme og sikkerhed for en hverdag, afhang af ham.
Jeg underdriver ikke, når jeg siger, at mit ego havde skide svært ved at sluge det..

Men i dag, to år efter, sidder jeg alligevel med en kæmpe knude i maven, over at skulle flytte hjem til Danmark – i mine irrationelle øjeblikke har jeg mest af alt lyst til bare at blive herude, i vores egen lille eksotiske boble, for nu har vi endelig fået opbygget vores hjem, hverdag og omgangskreds.

Men sådan skal det ikke være, og det ved jeg udmærket godt. Vi har hele tiden aftalt ”at stoppe på toppen”, og det gør vi nu! Jeg ville virkelig også ærgre mig over, hvis vi forlængede tiden og endte med at blive træt af det herude, for det ville kun ødelægge alle de gode minder vi har her fra.

Danmark bliver på mange måder en omvæltning for os! Udover de åbenlyse jokes om vores detox fra subtropisk klima, rooftops og restaurantbesøg, så bliver det også en stor omvæltning, på det personlige plan. Tingene har bare ændret sig. Vi har ændret os.

Personligt, kommer jeg tilbage med en følelse af, at det er okay at føle sig lidt frem, indtil man finder ud af hvad man gerne vil og har det godt med. I bund grund er det sgu bare OK at være og gøre det man gerne vil – dem der vil dig det godt, de skal nok støtte dig. Hvad de andre så tænker og siger omkring det, er egentlig ikke så vigtigt.. Bloggen her er faktisk et meget godt eksempel.

Singapore står til ansvar for meget af dette holdningsskifte – i løbet af de seneste to år, har jeg nemlig mødt så mange mennesker med forskellige tilgange, holdninger, jobs og familiekonstellationer, at jeg ikke længere tror på, at der kun findes én rigtig model. Og det er faktisk en befrielse..

Alt i alt, så er det svært for mig at beskrive hvad Singapore har været og betydet for mig, og for os. Men der findes dog en anden, som beskriver følelsen til perfektion:

”Det store eventyr er, når man ikke er den samme person, der kommer hjem, som den der rejste ud. At man har forandret sig, fordi alt det, man har oplevet, gør, at verden, vennerne, familien, arbejdet, Danmark ikke er helt det samme længere”
– Troels Kløvedal.

Men hvad så nu?

Folk har løbende spurgt os, hvad der skal ske når vores store Asien eventyr slutter, og det ved jeg ikke. Men jeg ved, at både Sebastian og jeg er mennesker, som fungerer bedst, når vi har projekter at rode med, om de så er fælles eller individuelle, det er egentlig lige meget. I første omgang må projektet være at få istandsat og indrettet vores lejlighed.

Jeg frygter altså slet ikke Danmark og den hverdag, der venter os, tvært imod, så glæder vi os til at have venner og familie tæt på. Og bare fordi, at man flytter hjem, så behøver det hele jo ikke at blive til regnvejr og leverpostejsmadder – okay, måske regnvejr – men jeg tror grundlæggende på, at man selv kan forme store dele af sin hverdag.

Så kære Singapore, tak for alt og tak for nu!
Du har givet mig så meget mere, end jeg turde drømme om, og du vil for evigt være vores andet hjem!

Until next time!

– Mia Sonali!